Overvågning foretaget af private - fx boligselskaber

Den seneste tids usikkerhed om adgangen til privates (f.eks. et boligselskab) adgang til at overvåge private områder, der benyttes til almindelig færdsel (f.eks. veje og stier gennem et boligområde, hvor andre end beboerne færdes), er foreløbigt slut.

I et svar til et folketingsmedlem om tv-overvågning i boligselskaber skriver justitsministeren bl.a.:

” Jeg har stor forståelse for, at boligforeninger i stærkt belastede områder kan have ønske om at foretage tv-overvågning af områder som benyttes til almindelig færdsel. De gældende regler åbner imidlertid ikke mulighed herfor”.

Der er således ikke længere tvivl om, hvorvidt politiet kan tillade denne slags overvågning. Politiet kan opfordre private til at opsætte tv-overvågning, men denne skal holde sig indenfor de regler der gælder for private. Hvis politiet derimod selv står for overvågningen er det en anden sag, som f.eks. i Jomfru Ane Gade i Aalborg eller på Strøget i København.

Derfor: Hvis man som installatør har installeret ITV, der overtræder reglen om, at man ikke må overvåge arealer, der benyttes til almindelig færdsel, bør man gå tilbage til kunden og få lovliggjort anlægget. Dette kan f.eks. gøres ved at tage enkelte kameraer ud af drift. Herefter må man afvente den videre udvikling. Brian Mikkelsen skriver nemlig også i svaret: ”Jeg har derfor i første omgang bedt mine embedsmænd om at se på mulighederne for at udvide reglerne i tv-overvågningsloven om privates mulighed for at foretage tv-overvågning og udarbejde et oplæg herom”.

SikkerhedsBranchen kontakter nu justitsministeriet for at tilbyde sin bistand med udarbejdelsen af oplægget, og holder naturligvis medlemmerne orienteret om udviklingen.

Kilde: www.sikkerhedsbranchen.dk